Vi søger en erfaren Umbraco-udvikler
Eksponent søger lige nu en dygtig Umbraco-udvikler. Du har en bred profil, men har specialiseret dig i Umbraco. Du foretrækker projekter, der gør en forskel. Er du glad for fagligt nørderi, er det bestemt en fordel

Lidt om os
I Eksponent er vi ca 40 mennesker, der sammen arbejder med digitalisering.
Vores mål er at hjælpe kunder med at forbedre kommunikation, samarbejde og services. Vi designer og udvikler ambitiøse digitale produkter.
Vi rådgiver, vi faciliterer, vi inddrager brugerne, vi implementerer løsninger og vi hjælper vores kunder med at videreudvikle og drifte løsninger.
Kulturen er uformel, men professionel. Nysgerrighed, faglighed og fællesskab går hånd i hånd. Vi tror på, at forudsætningen for høje ambitioner og kvalitet er et godt arbejdsmiljø, hvor det er sjovt og lærerigt at gå på arbejde. Derfor har vi stort fokus på at sikre gode rammer. Både så der er plads til familie og fritid, og for at undgå unødig stress i hverdagen. Samarbejdet med vores kunder er baseret på et partnerskabs-mindset, hvor vi gør meget ud af at forstå vores kunders forretning, behov og organisation. Det gør at vi ikke bare implementerer løsninger af høj teknisk kvalitet, men at vi også sikrer os at det er det rigtige vi bygger - og det er forudsætningen for den særlige arbejds- og kundekultur, som Eksponent er kendt for.
Lidt om dig
Du motiveres af at bygge ting sammen med andre og at blive bedre til det. Det betyder f.eks. at du foretrækker at arbejde *med* vores kunder og ikke *for* vores kunder. At du er tilhænger af og kan give og tage feedback igennem code-reviews.
Nogle af de faglige erfaringsområder, vi leder efter i en kandidat (fuld plade er ikke nødvendigt)
- 2-5 års dokumenteret erfaring med Umbraco
- Stærk i C#
- Erfaring med et eller flere nyere JavaScript frameworks
Stillingen
I Eksponent har vi mange forskellige kunder og mange projekter. Mange af vores CMS-løsninger bygger vi på Umbraco. Vi er Umbraco-guldpartner, du får mange Umbraco-kollegaer, og vi sikrer at du løbende udvikler dig og får relevante certificeringer.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med andre dygtige og ambitiøse udviklere. Derudover indgår projektledere, rådgivere, designere og UX-specialister på vores teams. Du vil blive involveret i mange forskellige Umbraco-projekter. Mange af vores løsninger er store multisiteløsninger, hvor vi driver mange websites fra samme platform. Integrationer indgår også i de fleste af vores løsninger.
Vi kan tilbyde
- Fleksibilitet og mulighed for at have hjemmearbejdsdage -- også efter Corona
- Stor indflydelse på, hvordan du løser opgaver
- Fast månedlig opsparing til faglig udvikling efter eget valg
- Fast månedlig opsparing til hardware
- Stærkt fagligt miljø med sparringsgrupper og interne oplæg - også på tværs af faggrupper
- Mulighed for at arbejde med nyere teknologier, tools og frameworks
